Arkæologi handler om at studere mennesker og samfund i et meget
langt tidsperspektiv. Arkæologer undersøger og dokumenterer
materielle levn for at tolke og stille spørgsmål om de spor,
fortiden har efterladt sig. Arkæologi er derfor et både meget
praktisk og meget teoretisk fag. Som arkæolog får du vigtige
redskaber til på et metodisk forsvarligt grundlag at udgrave,
håndtere og debattere kilderne til forhistorien. Som arkæolog får
du også masser af praktisk viden om den materielle side af kultur
og samfund.
På Forhistorisk Arkæologi betoner vi et kritisk perspektiv og
vigtigheden af at relatere arkæologien til aktuelle
samfundsspørgsmål. Arkæologi handler derfor ikke bare om fortidige
menneskers levevilkår, men også om os selv og vores eget samfund.
Alle mennesker bærer så at sige fortiden i sig, og netop derfor kan
den ikke affærdiges som uvæsentlig. Religion, globalisering, krig,
miljø og identitet er blandt de emner, som er på dagsordnen.
På Afdelingen arbejder vi således på - gennem sammenlignende
studier - at opnå ny viden til gavn for dagens mennesker og
samfund.